Jupiler Pro League

Anderlecht holder vågent øje med ung dansker

Brian Riemer ønsker at forstærke sig i midterforsvaret, og ifølge campo.dk’s oplysninger følger Anderlecht en ung, ombejlet OB’er.

OBs cheftræner Søren Krogh og OBs Tobias Slotsager efter 3F Superliga-kampen mellem OB og Randers FC på Nature Energy Park i Odense, søndag den 19. maj 2024
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Anderlecht har taget hul på forberedelserne til den kommende sæson i Jupiler Pro League.

Sidste års bronzemedaljer skal forsøges vekslet til guld, men prominente navne som Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Zeno Debast har forladt klubben.

Og Anderlecht mangler flere her i opstarten, fortæller klubbens danske cheftræner, Brian Riemer.

– Enhver træner vil gerne have en komplet trup den 10. juli, men jeg vidste på forhånd, at det ikke ville blive tilfældet, udtaler Riemer ifølge Walfoot.be, og giver blandt andet EM-turneringen skylden for det store mandefald.

Til det belgiske medie udpeger Riemer ét særligt område på banen, som skal forstærkes frem mod den nye sæson.

Brian Riemer forlænger kontrakten med Anderlecht.
Foto: Anderlecht

– Vores prioritet er især i midterforsvaret. Uafhængigt af Jan Vertonghens tilbagevenden har vi brug for en ny forsvarer.

Og her kigges der blandt andet mod Odense.

OB’er på radaren

I Ådalen løber Tobias Slotsager rundt og forbereder sig til et år i NordicBet Ligaen sammen med resten af OB-mandskabet.

Ifølge campo.dk’s oplysninger holder den belgiske storklub et vågent øje med den unge OB’er, som står på listen over potentielle emner i den belgiske storklub.

Tobias Slotsager iført OB-tøj på træningsanlægget Ådalen
Foto: Nicolaj Rønstrup

Ledelsen i OB har allerede afvist flere bud på 18-årige Slotsager i dette vindue, blandt andet fra portugisiske Braga. Buddene har ligget i lejet tre til fire millioner euro – et spænd fra 22 til 29 millioner kroner.

Det er ikke første gang, at Anderlecht med sportsdirektør Jesper Fredberg i spidsen har fulgt en spiller i blå-og-hvide striber.

I januars transfervindue blev den belgiske snøre kastet efter daværende OB-anfører Filip Helander, som var klar til at lade sig fange, men OB-ledelsen bed ikke på.

Slotsagers kontrakt i OB udløber i sommeren 2025.

Medie: OB’s Charly Nouck på plads i Superligaklub

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P