Stor straf: PL-klub ventes at blive fratrukket 12 point
To Premier League-klubber blev i den seneste sæson ramt af pointstraf, da de ikke formåede at leve op til ligaens regelsæt. Nu er endnu en klub i vælten, og her bliver der sandsynligvis tale om en straf i en helt anden størrelsesorden.
Premier Leagues ‘Profit and Sustainability Rules (PSR)’ har været centrale i den seneste sæson.
Her endte Everton med at modtage pointstraf ad to omgange på samlet otte point, mens Nottingham Forest blev fratrukket fire point.
Alt sammen skyldtes Premier Leagues såkaldte ‘Profit and Sustainability Rules’, som siger, at de engelske klubber ikke må have et samlet tab, der er større end 105 millioner pund over en treårig periode.
Netop derfor er der formentligt en pointstraf i vente for de nyligt oprykkede Premier League-klub Leicester. Og det bliver med al sandsynlighed en af de større af slagsen.
Klubben med flere danskere på holdkortet led således et økonomisk tab på 89,7 millioner pund alene i sæsonen 2022/23 – og med økonomiske tab i de andre omkringliggende sæsoner ser det nu sort ud for Leicester.
Ser man på de tidligere hændelser, hvor Everton og Nottingham Forest er blevet fratrukket point, så tyder det på, at et brud på PSR-reglerne giver en pointstraf på fire point. Men Leicesters brud på reglerne er ifølge Football Insider i en helt anden størrelsesorden end de to ovennævnte klubber, og derfor forventes en væsentlig hårdere straf.
Ifølge mediets oplysninger bliver Leicester sandsynligvis ramt af en massiv pointstraf på minimum 12 point.
Det berettes, at der fra Premier Leagues side arbejdes på højtryk for at få udmålt den rette straf – en straf der kan komme allerede inden sæsonstarten i midten af august.
Leicester rykkede ned fra Premier League i sæsonen 2022/23, og efter blot et år i The Championship er klubben nu tilbage i det fineste fodboldselskab i England. Det bliver dog med al sandsynlighed en svær start på Premier League-tilværelsen.
Leicester åbner Premier League-sæsonen 2024/25 med en hjemmekamp mod Tottenham den 19. august klokken 21:00.
Officielt: Leicester binder populær nigerianer til 2027