
Snart mangler de virkelig Grønbæk i Rennes
Albert Grønbæk er efter alt at dømme på vej til den franske Ligue 1-klub Stade Rennes, men for at gøre plads har klubben angiveligt et stort talent på affyringsrampen, som tiltrækker sig interesse fra flere kæmpeklubber.

Albert Grønbæk er efter alt at dømme på vej til Stade Rennes.
Den franske klub har allerede solgt én profil, som spiller i samme position som det tidligere AGF-talent, da Enzo le Fée røg til AS Roma.

Nu tyder det på, at klubben også snart må give afkald på en stor fransk juvel, der også spiller samme position som Grønbæk, da flere storklubber har meldt sig ind i den franske juvel-jagt.

Foto: Gaizka Iroz/AFP/Ritzau Scanpix
Ifølge L’Equipe jagter Bayern München, PSG, Tottenham og Chelsea alle det 19-årige Rennes-talent, Desire Doue.
Mediet melder, at Ligue 1-klubben håber på at få omkring 60 millioner euro for den OL-aktuelle franskmand, hvilket svarer til cirka 450 millioner danske kroner.

Det unge talent spillede i den forgangne sæson 43 kampe for Rennes, hvor det blev til fire scoringer og seks oplæg.
Desire Doue spiller primært på venstrekant, men har også spillet adskillelige kampe som central- og offensiv midtbane – ligesom Albert Grønbæk.
Den unge Rennes-komet har kontrakt med klubben frem til sommeren 2026.