Ny cheftræner udpeger ny anførergruppe i AaB
Menno van Dam har peget på en ny anfører i AaB forud for den kommende sæson i 3F Superligaen.
Inden længe banker 3F Superligaen på døren igen.
Det gælder også i AaB, der i overbevisende stil sikrede sig oprykning til landets bedste række.
Returen til Superligaen er dog ikke uden ændringer og justeringer i det nordlige Jylland.
Således oplyser AaB fredag, at klubbens nye cheftræner, Menno van Dam, der kom til klubben i slutningen af maj, har udpeget en ny anfører.
Valget er faldet på 23-årige Mathias Jørgensen, mens viceanføreren bliver Melker Widell.
Rasmus Thelander har været anfører det seneste halve år i AaB.
– Sammen med den øvrige stab har jeg valgt at kigge på tingene med friske øjne, og som konkurrencesituationen er lige nu på positionen som midterforsvarer, så synes jeg, det giver bedst mening, at det ikke er Rasmus, som er anfører.
– Dét betyder ikke, at Rasmus ikke kan og ikke skal bidrage med sine kompetencer til holdet, til truppen og til fællesskabet, men som anfører har jeg valgt Mathias Jørgensen.
– At Mathias nu bliver vores nye anfører, er for mig ganske logisk. Både på og uden for banen er Mathias hver eneste dag et fantastisk eksempel for sine holdkammerater; han er et godt menneske, som har øje for og en fornemmelse af folkene omkring ham, og på banen bringer han intensitet, energi, kvalitet og humør, så både som person og som spiller er han vigtig for os, og han lever til fulde op til klubbens værdier; professionalisme, passion, fællesskab og troværdighed, siger Menno van Dam til AaB’s egen hjemmeside.
AaB spiller sin første kamp i 3F Superligaen den 18. juli hjemme mod Brøndby IF.