Medie: Southgate bliver – uanset udfaldet
Den engelske landstræner, Gareth Southgate, har længe været en omdiskuteret herre, men nu vil det engelske fodboldforbund angiveligt forlænge hans kontrakt – uagtet udfaldet af EM-finalen mod Spanien.
Gareth Southgate fortsætter som engelsk landstræner uanset udfaldet af EM-finalen mod Spanien.
Sådan lyder meldingen fra flere engelske medier – heriblandt Daily Mail.
Den engelske landstræner har ført nationen til finalen ved de seneste to EM-slutrunder, og det ønsker det engelske fodboldforbund nu angiveligt at belønne.
Belønningen vil eftersigende komme i form af et tilbud om at forlænge kontrakten – en melding der kommer efter længere tids kritik af Southgate.
Den nuværende aftale mellem parterne står til at udløbe i december 2024, men denne ønsker fodboldforbundet nu at forlænge, så Southgate som minimum også er landstræner, når England (formentligt) deltager ved VM i 2026.
Medierne beretter dog kun om tanker fra den ene side af forhandlingsbordet. Det vides ikke, om Gareth Southgate selv har andre tanker om fremtiden.
Gareth Southgate har været landstræner for England siden september 2016, hvor han overtog posten efter Sam Allardyce, som blot fik en enkelt kamp i spidsen for nationen.
I alt er det blevet til 101 kampe som engelsk landstræner for Gareth Southgate, og her har han formået at hente et pointsnit på 2,1 point per kamp.
EM-finalen anno 2024 mellem England og Spanien løber af stablen søndag klokken 21:00 på det olympiske stadion i Berlin. Kampen kan følges direkte på TV2 og TV2 PLAY.