Medie: Georgisk EM-stjerne er på plads i Frankrig
Georgien overraskede alt og alle, da de som slutrundedebutanter gik videre fra EM’s gruppespil og de gode præstationer skyldes i høj grad deres angriber, som nu er på vej til en ny storklub.
En god præstation ved EM kan åbne døre.
Det må i den grad siges at være godkendte præstationer, Georgien leverede ved EM, da de gik videre fra deres gruppe, før de røg ud til Spanien.
Nu er en af deres største stjerner så på vej mod et klubskifte og det til en liga, han før har haft særdeles fin succes i.
Således skriver Fabrizio Romano blandt flere andre medier, at Georges Mikautadze skulle være på plads i AS Monaco. Angriberen scorede tre mål og lavede ét oplæg i fire EM-kampe.
Mikautadze er på kontrakt i Ajax, hvortil han skiftede fra franske Metz sidste sommer, men det lykkedes ham aldrig at slå igennem i Æresdivisionen, hvorfor han i januar blev lejet ud til Metz igen. Her har han siden scoret 12 mål i 19 kampe, og nu skulle han altså være meget tæt på AS Monaco, angiveligt for en pris på cirka 150 millioner kroner.