Atletico-spiller accepterer stor lønnedgang og skifter til rival
Saul Niguez var udskreget til ét af Atletico Madrids helt store håb, da han for år siden indgik en lang kontrakt med storklubben. Nu er han så på vej væk.
Saul Niguez savner spilletid.
Det gør han nu i sådan en grad, at han har valgt at forlade Atletico Madrid og acceptere en stor lønnedgang.
Det skriver Fabrizio Romano, som melder om en lønnedgang på hele 50 procent for midtbanespilleren, som for syv år siden indgik en historisk lang kontrakt med Atletico Madrid på en varighed af ni år.
Nu skulle han så være på vej til Sevilla. Den spanske avis AS skriver, at han skulle være tæt på at ophæve kontrakten med Atletico Madrid.
Saul Niguez har spillet 427 kampe for Atletico Madrid, hvor han kom til fra Rayo Vallecano. Han har scoret 48 mål og lavet 26 oplæg, mens han også har raget 87 gule kort til sig.