
Officielt: Hollænder forlader United og drager til Spanien
Manchester United kan torsdag eftermiddag fortælle, at man har taget afsked med Donny van de Beek, som i stedet fremover skal tørne ud for Girona.

Det blev aldrig til den store succes i Manchester United for hollandske Donny van de Beek.
Den nu 27-årige midtbanespiller skiftede til klubben i sommeren 2020, men gennembruddet på klubbens førstehold kom aldrig rigtig.
På en fireårig periode i klubben har Donny van de Beek derfor været udlejet hele to gange. Første til Everton i 2022 og senest til tyske Eintracht Frankfurt i den seneste sæson.
Men nu er det slut med at være lejesvend for Van de Beek, der endegyldigt takker af i Manchester United og drager syd på.
Nærmere bestemt går turen til Girona, hvor han har underskrevet en kontrakt gældende for de kommende fire år.
I alt blev det blot til 62 kampe for Donny van de Beek i Manchester United. Her bidrog han med to mål og to assists.
