Officielt: AGF køber Gyamfi – rekordsalg for Hobro
Hobro IK bekræfter onsdag aften, at de sælger angriberen Richmond Gyamfi til AGF for et rekordbeløb.
Richmond Gyamfi skifter fra Hobro til AGF.
Det bekræfter NordicBet Liga-klubben i en pressemeddelelse onsdag aften. Hobro skriver, at der er tale om et rekordsalg.
Richmond Gyamfi skifter væk fra Hobro efter bare et halvt år i klubben. Her er det blevet til tre mål og fire oplæg i 14 kampe.
I Hobro kalder de salget af Richmond Gyamfi for ‘en helt vanvittig case.’
– Vi har aldrig været i tvivl om, hvor dygtig en spiller han er, og hvor stort et potentiale han besidder. Men at tingene skulle gå så stærkt som det har gjort, havde vi ikke regnet med.
– Udover at være en fantastisk fodboldspiller er Richmond en ung spiller, der har tilpasset sig lynhurtigt til omgivelserne i Hobro IK og alle der har set ham spille ved, at det bliver et tab for vores klub, siger Lars Justesen, der er teknisk chef i Hobro IK.
Tidligere på sommeren har AGF hentet den svenske keeper Leopold Wahlstedt.
Medie: AGF i hård kamp om utilfreds OB-spiller