Officielt: Randers FC henter midtstopper i Bundesligaen
Randers FC har tirsdag eftermiddag offentliggjort, at man har hentet Christian Østergaard, som man for tre år siden solgte til Wolfsburg, hjem til Kronjylland.
Randers FC har handlet i Bundesligaen.
Her har kronjyderne nemlig været på rov hos Wolfsburg, hvor klubben har hentet en gammel kending hjem.
For tre år siden solgte Randers nemlig Christian Østergaard til Bundesliga-klubben, men nu er han igen hjemme i Kronjylland.
Hjemme i Randers har den blot 19-årige stopper skrevet under på en treårig aftale, som løber frem til 2027.
– Det er virkelig fedt. Selvom jeg har været ude at snuse til udlandet, har det altid været i baghovedet, at jeg gerne ville hjem på et tidspunkt og spille for Randers FC.
– At muligheden så er opstået nu, det er jeg meget glad for, og jeg er glad for hele den måde, klubben har håndteret det på.
– Der har været en god dialog. Så jeg er super glad for at skrive under og er egentlig bare spændt på, hvad fremtiden bringer, fortæller Christian Østergaard til klubbens hjemmeside.
Da det unge forsvarstalent var bare 16 år rev han de kronjyske pløkker op og flyttede til Wolfsburg.
Her blev det til i alt 52 optrædener for klubbens U17- og U19-hold, hvor Østergaard bidrog med tre scoringer og syv oplæg.
Derudover står den unge kronjyde også noteret for 10 U-landskampe for Danmark.