Nykøbing FC forlænger med rutineret angriber
Nykøbing FC har forlænget aftalen med klubbens store angriber, Asger Højmark.
Nykøbing FC mødte mandag ind til sæsonens første træning efter sommerferien.
Tirsdag kunne klubben så offentliggøre, at man har forlænget aftalen med en af klubbens angribere Asger Højmark, som har en fortid i blandt andet AB og Hillerød.
Og det er noget, der glæder cheftræner Claus Jensen.
– Jeg glæder mig meget over forlængelsen med Asger, som er en fantastisk karakter i omklædningsrummet og giver en masse af sig selv til gruppen.
– Fysisk har han været undervejs og hele tiden i fremgang siden han kom til i slutningen af februar måned.
– Vi skal bygge videre på den del nu her efter sommerferien, så vi kan få Asger helt i topform, så kommer vi til at se masser af mål fra hans fødder og hoved, udtaler en meget glad Claus Jensen til klubbens hjemmeside.
Højmarks kontrakt er blevet forlænget med et halvt år frem til udgangen af 2024.