Officielt: Wolfsburg henter Wind-konkurrent
Wolfsburg har hentet nye kræfter til det forreste geled, hvor Jonas Wind nu kan se frem til endnu mere konkurrence.
Wolfsburg har hentet konkurrence til Jonas Wind i belgiske Union Saint-Gilloise.
Her har Bundesliga-klubben nemlig købt den 24-årige algeriske angriber Mohamed Amoura fri.
Det har klubben netop bekræftet på sin hjemmeside.
Den nu tidligere Union Saint-Gilloise-spiller har skrevet under på en kontrakt som binder ham til Wolfsburg frem til 2029.
I den forgangne sæson var Mohamed Amoura en af de bærende kræfter for Union SG, som gav Club Brugge kamp til stregen om det belgiske mesterskab.
Her blev det nemlig til 48 optrædener, 23 scoringer og otte oplæg.
Derudover er Amoura også algerisk landsholdsspiller, hvor han står noteret for 27 kampe og seks mål.