Medie: Kroatisk legende vender hjem til Kroatien
Efter alt at dømme vender Ivan Rakitic meget snart snuden hjem til Kroatien, hvor han er tæt på at skrive under med Hajduk Split.
En stor kroatisk legende vender hjem.
Ivan Rakitic forlod i januar Sevilla til fordel for Al-Shabab, men nu gør han sig klar til et comeback i europæisk fodbold.
Dog bliver det efter alt at dømme hjemme i Kroatien, hvor Hajduk Split står klar med en kontrakt til den 36-årige midtbanemaestro.
Ifølge det kroatisk medie Sportske Jutarnji har Ivan Rakitic allerede en mundtlig aftale på plads med den kroatiske storklub.
Desuden kommer skiftet også til at betyde en stor lønnedgang for den 36-årige kroat, som opgiver sin enorme saudiarabiske kontrakt.
I Hajduk Split kommer Rakitic til at spille under den italienske legende Gennaro Gattuso, som blev ansat i klubben tidligere i juni.
Den tidligere FC Barcelona- og Sevilla-stjerne står noteret for 106 landskampe for Kroatien, hvor det er blevet til 15 scoringer.
Det er til trods for, at Rakitic ellers er født og opvokset i Schweiz, hvor han har spillet for flere U-landshold – dog valgte han Kroatien.
Den schweiziskfødte kroat kom igennem ungdomsrækkerne i FC Basel, før turen gik til Schalke og sidenhen til Sevilla og FC Barcelona.