Medie: Girona henter kæmpe United-flop for en slik
Manchester United ser nu ud til at skille sig endegyldigt af med Donny van de Beek, som aldrig brød igennem i klubben.
En succes blev det aldrig.
Nu ser det også ud til, at muligheden for et gennembrud i Manchester United er ved at rinde ud.
Donny van de Beek har nemlig aldrig rigtigt fundet sine fødder hos De Røde Djævle, og nu er han angiveligt på vej til LaLiga – utroligt billigt.
Ifølge det spanske medie Relevo har sensationsholdet fra Girona nemlig tænkt sig at købe den uforløste hollænder.
Det kommer ikke til at koste klubben mere end en halv million euro, hvilket svarer til lige knap fire millioner.
Således står United til at lave et gigantisk tab på den 27-årige hollænder, som i 2020 kostede United 39 millioner euro, hvilket svarer til svimlende 290 millioner kroner.
Dog melder Fabrizio Romano, at den samlede pakke kan stige til fire-fem millioner euro baseret på præstationsafhængige bonusser.
Under sin tid i United er det blot blevet til 62 optrædener på fire år, hvor Donny van de Beek har bidraget med to mål og to oplæg.
Derudover har han været lejet ud i to omgange til henholdsvis Everton og senest Eintracht Frankfurt.
Hollænderens kontrakt med Manchester United løber frem til næste sommer.