Toni Kroos efter exit: Drømmen er knust
Toni Kroos spillede fredag, hvad der skulle vise sig at blive karrierens sidste kamp, da Tyskland tabte til Spanien. Og det var nederlaget, og ikke karrierestoppet, som fyldte hos den nu pensionerede tysker.
Der blev sat flere punktummer fredag aften, da dommer Anthony Taylor blæste i fløjten for sidste gang i Stuttgart.
Et kollektivt punktum for Tysklands store drømme om en EM-triumf på hjemmebane. Og et personligt punktum for Toni Kroos, der med et hvæs skiftede status fra aktiv til pensioneret.
Tyskland tabte kvartfinalen med 2-1 til Spanien efter en intens og dramatisk kamp, som skulle helt hen i det 119. minut for at finde det afgørende mål.
Og det var det kollektive punktum, som fyldte hos Kroos efter kampen.
– Lige nu er turnerings-exitet dét, som fylder mest. Vi havde alle sammen et stort mål sammen. Den drøm er nu knust til en vis grad, selvom vi med tiden nok vil indse, at vi spillede en god turnering, udtaler Kroos ifølge tyske Bild.
Den 34-årige midtbanespiller spillede fuld tid i kampen, men det var altså få sekunder før straffesparkskonkurrence, at spanierne scorede det vindende mål ved Mikel Merino.
– Det var en kamp, hvor vi alle gav, alt hvad vi havde. Vi var så tæt på, det gør det endnu mere bittert.
Alligevel går Kroos fra banen med oprejst pande, fortæller den nu afgående midtbanegeneral, som fik et comeback på landsholdet tilbage i marts.
– Vi kan være stolte. Jeg er glad, hvis jeg har kunne hjælpe bare en smule med at sikre, at vi kan have denne standard igen i tysk fodbold, slutter Kroos.
Toni Kroos nåede 113 kampe for Tysklands landshold.