Messis mod tæt på at koste ved Copa America
Lionel Messi forsøgte sig med en Panenka og brændte, da Argentina natten til fredag dansk tid spillede sig videre til semifinalerne ved Copa America. I stedet blev Emiliano Martinez nok en gang straffesparskhelten.
Argentina er videre til semifinalerne ved Copa America.
Det står klart, efter det natten til dansk tid blev til en sejr over Ecuador.
Sejren kom dog langt fra gnidningsfrit i land, da den undertippede modstander trak Messi og co. hele vejen i straffesparskonkurrence. Der er ikke forlænget spilletid ved Copa America.
Kampen endte 1-1 i ordinær spilletid efter scoringer af først Lisandro Martinez, inden Kevin Rodriguez i tillægstiden af anden halvleg fik udlignet. Enner Valencia brændte et straffe for Ecuador undervejs.
Dermed skulle det hele afgøres for 11-meterpletten, hvor Lionel Messi stillede sig op som første skytte.
Med en lang og flot karriere i rygsækken – herunder flere Ballon d’Ors – fandt Messi frem til, at han skulle forsøge sig med en Panenka.
Forsøget ramte dog overliggeren og fortsatte over mål, hvorfor han endte med at bringe nationens videre færd ved turneringen i fare.
Han kunne dog kort efter ånde lettet op, da Emiliano Martinez snuppede de to første forsøg fra Ecuador, hvilket Aston Villa-keeperen nok en gang valgte at fejre ved at danse ud mod fansene.
Da Julian Alvarez, Alexis Mac Allister, Gonzalo Montiel og Nicolas Otamendi alle sparkede deres forsøg i mål, gik Argentina videre til semifinalerne.
Her møder man enten Venezuela eller Canada.