Officielt: Lyngby Boldklub henter gammel kending hjem
Sommerens første tilgang i Lyngby Boldklub byder på et særdeles velkendt ansigt.
Mathias Hebo er tilbage i Lyngby Boldklub.
Det oplyser den kongeblå superligaklub torsdag.
Dermed er sommerens første transfer på plads i Lyngby.
Det er et særdeles velkendt ansigt, der er vendt hjem til Lyngby.
Således har Mathias Hebo over to omgange noteret sig for i alt 100 kampe i den kongeblå trøje.
I den 28-årige midtbanespillers seneste periode i Lyngby endte hans præstationer med at føre til et salg til polske Cracovia.
Det er den klub, som han denne sommer nu forlader ved kontraktudløb til fordel for Lyngby Boldklub.
– Hebo er jo blevet en rigtig Lyngby-dreng, og han har mildest talt udvist stor vilje for at komme tilbage. Nu har vi fundet en rigtig god løsning, hvor han kan vende retur til Lyngby og igen blive en del af vores projekt. Både nu og i fremtiden ser vi Hebo som en kulturbærer og en ledertype, der også skal lære fra sig og give videre til de mange unge vi har i førsteholdstruppen, siger Niclas Kjeldsen, fodboldchef i Lyngby Boldklub.
Mathias Hebo kommer dog ikke til at vende tilbage på fuld styrke lige med det samme.
– Hebo er i gang med at genoptræne efter et længere skadesforløb, så der går nok endnu noget tid inden vi ser ham i kamp.
– Men når han kommer retur ved vi jo præcist hvad vi får for en spiller, og hvad han bringer til holdet. Indtil da har vi heldigvis mange andre spillere om buddet, så vi kan tage os god tid med at få Hebo klar til Superligafodbold, siger Niclas Kjeldsen.
Mathias Hebo er blevet udstyret med en kontrakt af tre års varighed.
Han kommer til at spille med nummer otte på ryggen.