FCK tager sagen i egen hånd: Viser europæiske kampe
F.C. København oplyser tirsdag, at man selv kommer til at vise klubbens kvalifikationskampe, når jagten på en plads i Conference League sættes ind.
Er du sæsonkortholder eller FCK+-abonnent, er der godt nyt.
I hvert fald, hvis du gerne vil se F.C. Københavns kampe i kvalifikationen til Conference League.
De danske klubbers kvalifikationskampe til de europæiske turneringer er efterhånden notoriske for at være en rodet affære hvad angår rettighedshavere – men det vil FCK gøre op med.
Den danske hovedstadsklub oplyser således torsdag, at man selv kommer til at vise kampene i klubbens app og på tv.fck.dk.
– Det er en vigtig kamp, der venter, og vi ved, at de fleste FC Københavnere helst vil opleve kampen i Parken, men er man forhindret eller på ferie, så skal man naturligvis kunne følge med alligevel.
– Vi glæder os over, at vi kan tilbyde den her mulighed til alle med et sæsonkort eller abonnement inklusiv FCK+ abonnement, siger F.C. Københavns kommercielle direktør, Mikkel Grove Lindsted.
F.C. København indtræder i anden kvalifikationsrunde til Conference League, hvor der venter et opgør mod enten FCB Magpies eller Derry City FC.
Første kamp spilles på udebane den 25. juli, mens returopgøret spilles den 1. august i Parken.
Går FCK videre til næste runde af kvalifikationen, vil man igen vise kampen selv.