PC er ankommet i Wolfsburg: Jeg er ingen speciel type
Peter Christiansen fortæller, at Wolfsburg-fansene skal forvente en sportsdirektør, som har meget adrenalin under kampene. Men han er, som han er, fortæller han.
Peter ‘PC’ Christiansen er startet i sin nye stilling i Bundesliga-klubben Wolfsburg, som har Jonas Wind og Joakim Mæhle i folden.
Og den nu tidligere FCK-sportsdirektør fortæller på sit første pressemøde i klubben – på næsten Jürgen Klopp’sk maner – at han ikke er nogen speciel type.
Han er bare ham selv – med en masse energi under kampene.
– Jeg er ingen speciel type, jeg er bare mig. Jeg snakker meget med folk omkring mig, og så har jeg meget adrenalin i løbet af kampene.
– Jeg siger, hvad jeg mener, og på samme måde kan jeg også lide at dem omkring mig, siger deres mening til mig, siger ‘PC’ på et pressemøde, som den tyske klub streamer på Youtube.
Peter Christiansen har taget springet fra hovedstaden til Bundesligaen med en forventning om, at han kan overføre nogle af erfaringerne fra FC København til Wolfsburg.
Den tyske klub har underpræsteret de seneste år, men PC tror på, det kan ændres.
– Jeg har mine ideer med, som jeg har delt med de andre.
– Vi skal fortsat have mere dialog om, hvordan holdet skal se ud, og så skal vi finde en Wolfsburg-måde.
– Vi fandt en måde i FCK, hvor vi blandt andet viste, at vi kan spille med flere talenter i start 11’eren i Champions League. Og viste en succesfuld model – også på transferdelen, siger han.
Men den til tider iltre sportsdirektør slår også fast, at han lige skal falde på plads i klubben og forstå, hvordan den arbejder, før han kan sparke gang i de helt store projekter.
– Jeg har fået noget at vide de første tre dage. Jeg har lært noget, men jeg skal lære mere.
– Vi har nogle faciliteter, som er rigtigt, rigtig gode, så vi kan godt gøre det bedre end tidligere, siger han.
Inden ‘PC’ blev sportsdirektør i FCK var han hos Superliga-konkurrenten AGF.
FCK har deres ‘PC’-erstatning på plads