Medie: Tysk mester på vej til Galicien
Celta Vigo er på jagt efter en angrebs-forstærkning, da alt tyder på, at klubbens topscorer fra sidste sæson er på vej til Premier League.
Ifølge MARCA er Borja Iglesias på ønskelisten hos Celta Vigo.
Celtas nuværende norske angriber Jørgen Strand Larsen rygtes nemlig kraftigt til den engelske Premier League. Det har fået sidste sæsons nummer 13 i LaLiga til at søge efter en erstatning, og her er spanske Borja Iglesias angiveligt den fortrukne mand.
Real Betis, der ejer Iglesias og i foråret har udlejet ham til Bayer Leverkusen, ønsker en transfersum i omegnen af otte millioner euro, hvilket Celta dog ikke er i stand til at betale. Det rygtes derfor, at klubben ville inkludere sin venstreback Manu Sánchez i handlen.
Andre klubber, heriblandt Las Palmas, Stuttgart og Rayo Vallecano, er ligeledes interesseret i den 31-årige angriber, der ikke er en del af planerne hos Pellegrini.
Siden den spanske angriber blev udlejet til tyske Leverkusen i vinter, fik han i alt otte kampe. Det blev til nul mål hos de tyske mestre.