Officielt: Brian Priske henter angriber fra MLS
Brian Priske og Feyenoord har søndag eftermiddag præsenteret en ny angriber, som er hentet i den amerikanske MLS.
Brian Priske har hentet en ny angriber i MLS.
Rettere bestemt har den nyslåede danske Feyenoord-boss handlet i Philadelphia Union, hvor også Mikael Uhre spiller.
Dog er det ikke den tidligere Brøndby-stjerne, men hans angrebskollega Julian Carranza, som skal til Æresdivisionen.
Det bekræfter klubben søndag eftermiddag på sin hjemmeside.
I Holland har den 24-årige argentiner skrevet under på en fireårig aftale, som løber frem til sommeren 2028.
– Jeg føler mig beæret over, at Feyenoord viste interesse i mig. Det er en stor klub i Europa, som spiller Champions League og har en spillestil, som passer godt til mig.
– I de sidste par år er jeg vokset som spiller i MLS, og nu er jeg klar til at bevise mig på et nyt niveau, fortæller Julian Carranza til klubbens hjemmeside.
Under sin tid i Philadelphia blev det til 95 kampe, 43 scoringer og 20 oplæg.