Sky Sports: Chelsea jagter Newcastle-stjerne
Chelsea er på angriberjagt efter en skuffende sæson, mens Newcastle er presset på deres økonomi og kan blive tvunget til at sælge en af deres stjerner.
Newcastle kan blive tvunget til at sælge til en direkte konkurrent.
Den saudiejede klub er nemlig under pres for at skulle få balance i regnskabet inden den 1. juli.
De kan ellers risikere at få sanktioner lignende dem, der er overgået andre Premier League-klubber i de foregående sæsoner.
Derfor kan Newcastle blive tvunget til at sælge nogle af deres profiler, og her skulle Chelsea have udset sig den svenske angriber Alexander Isak, som kommer fra en utroligt flot sæson, hvor han scorede 21 mål i Premier League. Det skriver journalisten Keith Downie.
Ifølge Downie har 24-årige Isak et prisskilt på 880 millioner kroner. Chelsea tog den indledende kontakt til Newcastle omkring Isak for en uge siden og parterne har ifølge Downie haft yderligere kontakt siden.