Køretur med Hjulmand: Han er en cool fyr
Julian Nagelsmann nyder at bruge tid og snakke fodbold med Kasper Hjulmand, fortæller han inden mødet mellem Danmark og Tyskland.
Det er Nagelsmann mod Hjulmand på sidelinjen.
Det har de to landstrænere ikke prøvet endnu, men der er som bekendt en første gang for alt. I det her tilfælde bliver det lørdag aften, når Danmark møder Tyskland.
På pressemødet dagen inden kampen fortæller Nagelsmann, at han ikke har det store kendskab til Hjulmand som træner. Men at han er en ‘cool fyr’.
– Det er ikke nemt for mig at snakke om ham som træner, for jeg ser ikke hans træninger. Jeg analyserer kampene.
– Men ud fra de analyser kan jeg se, han er en fantastisk træner, siger Nagelsmann på pressemødet.
Ifølge den 36-årige tysker har de to fodboldtrænere på et tidspunkt før EM kørt fra lufthavn til hotel sammen. En tur der tog 25 minutter. Og de to trænere fik snakket om fodbold.
– Han er virkelig flink og cool. Jeg kan godt lide at snakke med ham om fodbold og om holdene.
– Vi havde 25 minutter i en driving session til at snakke om forskellige ting før turneringen, siger den tyske træner.
Julian Nagelsmann havde ikke forventet, at han skulle stå over for Hjulmand og Danmark så tidligt i turneringen.
– Men jeg ser frem til at se ham i morgen, for han er en virkelig cool fyr. Og jeg kan godt lide ham.
– Jeg ønsker ham det bedste i morgen – men jeg vil vinde, slutter den tidligere Bayern München-træner med et smil.
Flere tyskere end danskere: Jeg laver ikke reglerne