AGF-fans brokker sig over beslutning: Vanvittig dårlig
AGF lukker deres profil på X. Det er en beslutning, klubbens fans på mediet er meget uforstående overfor. AGF – som sætter pris på fansenes engagement – forsvarer beslutningen, men de kan ikke længere være med på mediets præmis, lyder det.
“En vanvittig dårlig og rystende beslutning” og “i skyder jer selv i foden med den her vanvittige beslutning”.
Sådan lyder det fra to AGF-fans på det sociale medie X – tidligere Twitter – som er sure over et opslag, Superliga-klubben har lavet lørdag middag.
AGF skriver, at de ikke længere vil opdatere klubbens profil. Og senere på sommeren bliver profilen lukket helt ned.
Men det er altså en beslutning, som får flere brugere til at råbe op.
Nogle undrer sig over hvilke overvejelser, der lægger bag, mens andre spekulerer i, at klubben forsøger at få flere fans over på den nye platform, AGF Play+. Her kan man blandt andet ‘få adgang til eksklusivt indhold’.
Men det er en kritik, som AGF i en skriftlig besked til campo.dk afviser.
– Vi forsøger på ingen måde at skubbe vores fans hen på betalte platforme.
– (…) Betalt indhold på Play+ er længere interviews, dokumentarer og lignende, der aldrig har haft plads på X eller andre af vores platforme, skriver de.
Læs hele klubbens skriftlige svar under reklamen.
AGF lavede opslaget klokken 12 lørdag, og det har foreløbigt fået godt 90 kommentarer, og majoriteten er utilfredse med beslutningen.
AGF’s svar til de utilfredse fans på X i sin fulde længde:
– Vores tilstedeværelse på X er efterhånden blevet et copy/paste medie, hvor vi ikke har kunnet været til stede på mediets præmis – og ikke har kunnet deltage i diskussionen, som vi mener, mediet berettiger.
– Vi forsøger på ingen måde at skubbe vores fans hen på betalte platforme. De nyheder, der før har været på X er primært vidergivelse af artikler fra website samt opdateringer på kampe, som man kan få gratis på en lang række platforme – også helt gratis i vores egen app.
– Betalt indhold på Play+ er længere interviews, dokumentarer og lignende, der aldrig har haft plads på X eller andre af vores platforme.
– Vi sætter stor pris vores fans og deres engagement – også på X – og vi lytter til de reaktioner, der på kommer på vores beslutning i forhold til indhold, som vi leverer på vores adskillige andre platforme, skriver de i en SMS til campo.dk.
Medie: AGF er millimeter fra spillersalg