Åh nej, Thorup: Stuttgart jagter bosnisk målmaskine
Jess Thorup risikerer at miste sin mest målfarlige spiller i forrige sæson, da VfB Stuttgart forsøger at hente ham til klubben.
Hvis ikke Bayer Leverkusen havde imponeret alt og alle i forrige sæson, så var opmærksomheden nok i stedet rettet mod VfB Stuttgart.
Den sydtyske klub imponerede nemlig også stort og sluttede som toer foran klubber som Bayern München og Borussia Dortmund.
Derfor har Stuttgart nu også udsigt til Champions League-fodbold og dermed også en stor pose penge.
Det forlyder nu, at en del af de penge meget vel kan blive brugt på at gøre livet surt for danske Jess Thorup.
I hvert fald er Stuttgart angiveligt på jagt efter Augsburg-cheftrænerens mest målfarlige spiller, Ermedin Demirovic.
Det skriver Sky Sports Germany-journalisten Florian Plettenberg på det sociale medie X.
Klubberne skulle være i direkte kontakt med hinanden, og den 26-årige angriber beskrives som “meget åben” for et skifte.
Der er dog stadig intet formelt bud fra Stuttgart endnu.
I Augsburg har man dog ikke tænkt sig at lade sin bosniske målmaskine smutte uden at tage sig godt betalt for ham. I hvert fald vil man have mere end 20 millioner euro for Demirovic. Det svarer til 150 millioner kroner.
Ermedin Demirovic noterede sig i den forgangne sæson for 15 mål og 10 oplæg i 33 bundesligakampe.