Efter skifte: Imponeret over klubbens sportslige udvikling
Mikkel Kaufmann er spændt på skiftet til FC Heidenheim, som han vil være med til at sikre en ny Bundesliga-sæson sammen med.
Mikkel Kaufmann skifter en tilværelse i Union Berlin ud med FC Heidenheim.
Det blev bekræftet tidligere fredag eftermiddag, og den 23-årige angriber forklarer i den forbindelse, at han er imponeret over den sportslige udvikling, hans nye arbejdsgiver har været i.
Det fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Jeg er meget spændt på min kommende tid i Heidenheim. Jeg ser frem til at starte på preseason og møde mine nye holdkammerater, siger han.
Den tidligere FC København og AaB-spiller har været i Union Berlin siden sidste sommer, hvor den tyske klub købte ham fri i FCK. Det blev siden til 18-Bundesliga-kampe og en enkelt scoring.
– Jeg har været meget imponeret over den spotslige udvikling jeg har set fra klubben den seneste sæson, og nu vil jeg virkelig bare gerne være med til at sikre, vi bliver i ligaen i den kommende sæson.
Kaufmann har fået en aftale i Heidenheim, som løber frem til 2028.