Dansk cheftræner chokerede USA
Ved Copa America er der dansk-spansk deltagelse på sidelinjerne, når Panama er i aktion – her står Thomas Christiansen nemlig, og natten til fredag besejrede han mægtige USA.
Copa America er dansk!
Eller, dansk-spansk… Thomas Christiansen er nemlig cheftræner for Panama, som natten til fredag besejrede mægtige USA.
Det foregik bestemt ikke uden dramatik, da amerikanerne først lagde ud med at få et mål annulleret efter bare fem minutter.
Kort derefter fik Juventus-kanten Timothy Weah direkte rødt kort for at slå en panamaner.
Det lod Folarin Balogun til at være fløjtende ligeglad med, da han bare fire minutter senere sendte USA i front.
Den amerikanske føring blæse Panamas Cesar Blackman også på, da han igen fire minutter senere udlignede opgøret.
Med små 10 minutter igen indtog panamanske Jose Fajardo matchvinderrollen, da han lukkede og slukkede til 2-1.
Sent i opgøret fik Panama dog også et rødt kort, da Adalberto Carrasquilla blev udvist for et vanvittigt benspænd.
Opgøret bød ikke på flere scoringer og således ligger Panama og USA a point med tre hver, imens Uruguay topper puljen, da de smadrede Bolivia.
Den danskfødte cheftræner, Thomas Christiansen, som både har dansk- og spansk statsborgerskab har stået i spidsen for det panamanske landshold siden 2020.
Derudover har han tidligere været cheftræner i Leeds og Union SG.
Da Thomas Christiansen selv spillede fodbold startede karrieren i Brøndbys ungdomsafdeling, før han var forbi Hvidovre IF- og B.93’s ungdomsafdelinger.
Sidenhen gik turen til Spanien, hvor Christiansen tilbragte lige knap 10 år af sin karriere for klubber som FC Barcelonas B-hold, Villarreal og Osasuna.
Panamas sidste kamp ved gruppespillet af Copa America fløjtes i gang natten til tirsdag, hvor nationen møder bundproppen fra Bolivia.