– Lad os ikke tale for meget om mine erfaringer fra stadion
Jonas Wind har ikke den bedste statistik på stadion i Dortmund i Bundesliga-regi. Det kan forhåbentligt blive bedre med landsholdet.
Jonas Wind erkender det.
Det bliver en speciel oplevelse at møde Tyskland, hvor han har sin gang i det daglige som VfL Wolfsburg-spiller.
– Det bliver det hundrede procent. Men det er det samme for mange af os på landsholdet. Det bliver sjovt, og det er stort at møde værtsnationen, siger han til Campo.dk og den danske presse i mixed zone.
Under ledelse af den unge træner Julian Nagelsmann kom tyskerne flyvende fra start ved slutrunden med en storsejr mod Skotland.
Luften gik siden en smule af ballonen, men EM-værterne er fortsat favoritter i ottendedelsfinalen, som spilles i Dortmund. Men Wind vil ikke lægge sig ned.
– Forhåbentlig kan vi drille dem, og det bliver en stor kamp. Vi har også været dygtige til at kvalificere os her til, og givet os selv muligheden for at spille en stor kamp, så det ser vi frem til, siger han.
Stadion i Dortmund er berømmet for en imponerende stemning, hver gang Borussia Dortmund spiller kampe.
Det har Wind som Wolfsburg-spiller også prøvet at opleve – bare ikke med så stor succes.
– Lad os ikke tale for meget om de erfaringer, jeg har fra deres stadion, det er ikke den bedste statistik, jeg har der, siger han med et smil og fortsætter.
– Stadion i sig selv er kæmpe stort med den gelbe wand nede bagi. Det taler sit eget sprog, hvor god stemning, der er, siger han.
I tre Bundesliga-forsøg er det endnu ikke lykkes for den danske angriber at vinde på BVB Stadion Dortmund.
25-årige Wind og Wolfsburg har i stedet en samlet målscore i de kampe, som hedder 13-1 i Dortmunds favør.
Lørdag aften bliver der i sagens natur fyldt godt op på det store stadion, som vil gøre det rigtig svært og ubehageligt for Danmark.
Men de stærkeste rødder har som bekendt træer i blæst, og Wind ser det som en god udfordring for ham og resten af det danske landshold.
– Vi kommer som underdogs og har tro på, at vi kan drille tyskerne, så det bliver en stor kamp på et stort stadion.
– Der er lagt op til en fed kamp, siger angriberen.
Ved EM-slutrunden har stadion i Dortmund en kapacitet på 62.000 tilskuere. I Bundesliga-kampe er der godt 80.000 tilskuere på plads til kampene.
Jonas Wind er – ligesom angrebsmakkeren Rasmus Højlund – endnu ikke kommet på måltavlen ved EM-slutrunden. Kampen mod Tyskland sparkes i gang klokken 21.00 lørdag aften.
Udleverer holdkammerat: Kan falde ud når man går til ham