Efter 23 år i Real Madrid: Præsenteret i Saudi-klub
Den tidligere Real Madrid-anfører Nacho er torsdag blevet præsenteret i saudiarabiske Al Qadisiyah.
Så er fremtiden på plads for Nacho.
Således er han torsdag blevet præsenteret som ny spiller i saudiarabiske Al Qadisiyah.
Skiftet sker på en fri transfer, efter hans kontrakt med Real Madrid netop er løbet ud.
Der frister altså en anden tilværelse end han har været vant til for den rutinerede forsvarsspiller i de kommende to år, som er længden på hans nye aftale med den saudiarabiske klub.
Nacho har således tilbragt de seneste 23 år i Real Madrid, som han tilsluttede sig allerede som tiårig.
I løbet af sin tid i den Spanske Kongeklub nåede han at være med til at vinde alt, han kunne. Blandt andet seks Champions League-titler.
Han sluttede også sin tid i den spanske hovedstad med at bære anførerbindet, når han var på banen.
Han nåede 364 kampe for Real Madrids førstehold.