
Vanvittige tal: Spiller mere sammen med keeperen
Phil Foden har afleveret flere gange til Jordan Pickford end til Harry Kane under den igangværende slutrunde i Tyskland.

Det kan godt være, at det danske landshold ikke ligefrem har spillet blændende fodbold under EM-slutrunden i Tyskland.
Men det har det engelske landshold i dén grad heller ikke.
Og i England er forventningerne som bekendt bare dét højere.
Kritikken er da også haglet ned over den fodboldgale nations landshold, og særligt landstræner Gareth Southgate må finde sig i meget for tiden.
Også selvom England trods alt gik ubesejret gennem gruppen på en førsteplads.
Et vidnesbyrd om det manglende flow i spillet for englænderne er en statistik, som statistik- og analysevirksomheden Opta har delt på det sociale medie X.
Her fremgår det nemlig, at kantspilleren Phil Foden, der har spillet fra start i samtlige af Englands kampe ved EM, kun har afleveret bolden til anfører- og spidsangriber Harry Kane én gang under slutrunden.
Til gengæld har han spillet bolden til Jordan Pickforrd i det engelske mål tre gange.
England har – ligesom Danmark og Slovenien – kun formået at score to mål i tre gruppekampe.