EM 2024

Hjulmand er stolt, men: Selvfølgelig mega ked af det

Morten Hjulmand er først og fremmest stolt af, at han har været med til at spille Danmark videre ved EM. Men samtidig kan han ikke undgå at ærgre sig over, at lørdagens opgør bliver spillet uden hans deltagelse.

Sasa Lukic river Morten Hjulmand i trøjen under kampen ved EM mellem Danmark og Serbien.
Foto: Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

Danmark er videre ved EM 2024.

Her hører Morten Hjulmand til den gruppe af danske spillere, der i dén grad må siges at have bidraget til det videre avancement.

Sammen med Christian Eriksen er han nemlig den eneste, der har formået at nette, da han udlignede til 1-1 i opgøret mod England.

Tirsdag aften var han for tredje gang i streg at finde fra start, da Serbien skulle holdes fra fadet.

Med en halv time spillet fik han dog vished om, at selv hvis missionen lykkedes, ville han ikke være med i næste kamp.

En glidende tackling blev nemlig takseret til et gult kort. Det var Morten Hjulmands andet af slagsen ved slutrunden i Tyskland, og han er derfor nu røget i karantæne.

– Jeg er selvfølgelig mega ked af, at jeg ikke skal være med mod Tyskland.

– Men lige nu fylder det, at jeg er røget videre ved EM med Danmark, og vi er blevet nummer to i gruppen,. Det er jeg stolt af, og det er jeg glad for. Så må jeg være der for drengene fra lægterne på lørdag, siger han til campo.dk og den øvrige skrevne presse i München efter slutfløjt.

Sporting-danskeren, der forud for kampen mod Serbien blev døbt det i øvrigt velmenende navn ‘Morten Møgsvin’, virker desuden ikke videre enig i det gule kort.

– Jeg prøvede at bryde bolden, og får faktisk ikke ram på ham.

– Så får han kastet sig godt ned, og så tror jeg, at dommeren falder lidt i fælden. Der er nogen, der står og råber lidt af ham (af dommeren, red.), og så føler han sig nødsaget til at give et gult, siger Morten Hjulmand og henviser til, at man må spørge dommeren om, hvorvidt det var forkert dømt.

Danmark møder værtsnationen Tyskland i Dortmund i ottendedelsfinalen.

Den kamp spilles klokken 21.00 lørdag.

Du kan se Morten Hjulmand sætte ord på udsigten til karantæne i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P