
Åbent sår: Brøndby kan ikke køre på revanche-dampe
Brøndby IF smed mesterskabet i sidste runde af den seneste Superliga-sæson. Det gør ondt, og vil gøre det længe ifølge Jesper Sørensen.

Brøndby var så tæt på. De havde hænderne på trofæet, men det var ikke nok.
AGF tog til Brøndby og vandt med 3-2 i den sidste kamp i mesterskabsspillet, og så kunne FC Midtjylland løfte DM-pokalen i Herning.
En mavepuster for vestegnsklubben, der har taget hul på forberedelserne til den nye sæson. Ifølge holdets cheftræner Jesper Sørensen er det med en revanchelyst i kroppen, som skal ud inden sæsonstart.
Det fortæller han til pressen og Campo.dk ved en træning onsdasg.
– Der er selvfølgelig en revanchelyst fra sidst, det ved i også godt. Men vi kommer ikke til at tage den med ind i den nye sæson.
– Vi kommer til at skulle lære af det, vi har oplevet. Og vi skal blive endnu dygtigere og skarpere i de ting, vi gør, siger han.
Ifølge den 51-årige træner kommer det ikke til at gå godt, hvis Brøndby-spillerne skal køre på dampene af en revanchesult hele sæsonen igennem.
De skal i stedet fokusere på de ting, der bragte dem centimeter fra et nyt mesterskab.
– Det var nok til, at vi kunne være med helt i toppen. Og så at tage det sidste stykke – det kræver noget ekstra. Det skal vi forberede os på, siger han.
I dag er det en måned siden det smertefulde nederlag mod AGF i den sidste runde. Jesper Sørensen tror ikke, det er en oplevelse, der nogensinde forlader kroppene.
– Jeg tror, jeg beskrev det sådan, at vi gik herfra med et åbent sår. Det heler, men vi vil atlid have et år.
– Sådan er det, når man rækker ud efter de største ting, og man har en ambition og noget, man vil opnå.
– Når man står lige på tærsklen til det, så gør det ondt, og det gør det længe, siger han.
Hvordan har du helet dit eget sår?
– Jeg har prøvet at slappe lidt af. Jeg har prøvet at tænke på, hvad der skete.
– Ikke bare i den sidste kamp, for vi må også huske, at vi stod i den sidste kamp og skulle alligevel gøre noget, så det var jo tæt. Det var det hele vejen igennem mesterskabsspillet, siger han.
Sørensen afviser, at Brøndby IF-truppen har brug for en mentalcoach for at hjælpe med at vaske den store skuffelse væk.
– Vi har behov for at sparke bolden i kassen, når det skal til og holde den ude, når det er det, der skal til, siger han om mulig hjælp udefra.
