
Officielt: Anfører forlader Real Madrid
Real Madrids anfører og klublegende Nacho Fernandez forlader Kongeklubben efter en 23 år i klubben.

En Real Madrid-legende takker af.
Nacho Fernandez forlader kongeklubben efter 12 år som førsteholdsspiller og 23 år i klubben.
Det har Los Blancos bekræftet på sin hjemmeside tirsdag, hvor klubben udtrykker sin store taknemmelighed for den spanske stoppers tjeneste.

– Siden han kom til vores akademi som barn, har Nacho altid været et eksemplar på forbedring for alle, og han har modtaget kærlighed, anerkendelse og beundring fra alle Real Madrid-fans. Real Madrid er og vil altid være hans hjem, lyder det fra Real Madrids præsident, Florentino Perez, til klubbens hjemmeside.
Nacho har kun repræsenteret Real Madrid i sin proffessionelle karriere, hvor han kom op gennem klubbens ungdomsakademi.
I alt er det blevet til 364 optrædener for klubbens førstehold, hvor Nacho har bidraget med 16 scoringer og 10 oplæg.
Efter alt at dømme er Nacho på vej til Saudi-Arabien, men der er endnu ikke kommet nogen officiel udmelding om spanierens fremtidige klub.