Medie: Italiensk profil tvivlsom mod Kroatien
EM 2024 går nu ind i den afgørende del af det indledende gruppespil, hvor der blot venter ét opgør for hver nation, før den videre skæbne ved turneringen kendes. Og her er Italien blevet ramt af en mindre god nyhed.
Det sidste slag skal slås i EM-gruppespillet anno 2024 i løbet af de næste dage.
Her spiller hver nation den sidste kamp i det indledende gruppespil ved turneringen – en kamp der for de fleste kan få afgørende betydning for, om den enkelte nation fortsætter ved slutrunden eller ej.
Her håber de fleste nationer naturligvis på at have de bedste spillere til rådighed. Det gælder også for Italien, som dog er blevet ramt af en træls nyhed kort før nationens afgørende opgør mod Kroatien.
Sky Sports Italia kan således fortælle, at backprofilen Federico Dimarco er tvivlsom til opgøret.
Mediet beretter, at backen skulle være løbet ind i et problem med sit højreben, og det italienske fodboldforbund har selv meddelt, at man holder skarpt øje med Dimarcos tilstand på daglig basis.
Dimarco har været fast starter for Italien ved EM 2024, hvor han har fået to gange 90 minutter på banen for støvlelandet.
Derfor vil det også være noget af en bet, hvis ikke han bliver klar til opgøret mod Kroatien – et opgør der får altafgørende betydning for Italien.
Italien indtager i skrivende stund andenpladsen i gruppe B og har i de første to spillerunder ved EM 2024 skrabet tre point sammen. Det skete ved en smal sejr på 2-1 over Albanien.
Kroatien har blot hentet ét enkelt point ved slutrunden, men kroaterne har fortsat alle muligheder for at sikre sig videre deltagelse. Det kræver dog en sejr mod Italien.
Kampen mellem Kroatien og Italien fløjtes op mandag aften klokken 21:00. Opgøret kan følges direkte på DR1 og DRTV.
Store transfers i vente: EM-stjernerne på rygtebørsen