Medie: Chelsea har stærk interesse i tysk ‘Wunderboy’
Chelsea er, ifølge det tyske Sky Sports, enormt interesseret i at hente det unge tyske stortalent Maximilian Beier.
16 mål og tre assists.
21-årige Maximilian Beier gjorde virkelig god figur af sig i den forgangne Bundesliga-sæson, hvor han var den helt store profil for Hoffenheim.
Derfor kommer det heller ikke som et chok, at mange storklubber er interesserede i at hente det tyske talent allerede denne sommer.
Lørdag morgen beskriver det tyske Sky Sports så, at Chelsea er en af de klubber, der har en meget konkret interesse i den tyske angriber.
Ifølge mediets oplysninger behøver det da heller ikke at være en meget dyr handel.
Sky Sports beskriver nemlig, at tyskeren har en frikøbsklausul på omkring 225 millioner kroner.
Men på trods af den overkommelige pris og den konkrete interesse, er Chelsea angiveligt ikke favoritter til at lande talentets underskrift, som der er hed kamp om fra blandt andre Bayer Leverkusen.
Hvem der så er favorit til at gafle tyskeren, melder mediet intet om. Det beskriver blot, at Beier kun er interesseret i et skifte væk fra Hoffenheim, hvis alt passer perfekt.
Beier har kontrakt med Hoffenheim indtil sommeren 2027.