Udlejet AGF’er vender tilbage: Vil gøre mit bedste
Sigurd Haugen er tilbage i AGF, efter at have tilbragt seneste sæson på leje i hollandsk fodbold. Nu er han klar til at give den gas i preseason.
Han er tilbage.
Efter at have tilbragt en sæson på leje i NAC Breda i den næstbedste hollandske række, er Sigurd Haugen nu klar til at være en del af preseason i AGF.
Den norske angriber fortæller til Aarhus-klubbens hjemmeside, at han ser frem til at komme i gang med træningen.
– Den umiddelbare plan er nu, at jeg er med i ”preseason”. Jeg vil gøre mit bedste og sammen med de andre arbejde hårdt for at gøre os klar til en ny sæson. Jeg har set frem til at komme hjem og er klar til at gribe det som en frisk start.
– Det er dejligt at være tilbage. Jeg har savnet byen og klubben, og det har været godt at se mine holdkammerater igen. Det er jo stort set de samme der er her, som da jeg tog afsted, og det har været rart at se dem igen, siger han.
Sigurd Haugen var i Holland med til at hjælpe NAC Breda til en oprykning.
Det er en oplevelse, som han er glad for at have fået med i bagagen.
– Det var en berigelse for min karriere at være et år i Holland. Breda er en fed klub, men vi havde en vanskelig sæson. Det var egentlig en trup med mange gode spillere, men vi havde svært ved at få det til at fungere i begyndelsen af sæsonen og manglede måske noget struktur i holdet. Men til sidst fandt vi formen og spillet, og så endte det jo med en oprykning på den bedst mulige måde.
– Jeg tog afsted for at få nogle gode oplevelser i min karriere, og få scoret nogle mål igen – det har jeg opnået, og jeg ser tilbage en god oplevelse.
Haugen fik i alt scoret ti gange og lavet to assists i de 34 kampe, som han er noteret for i den forgangne sæson for NAC Breda.
Han kom til AGF i sommeren 2022 og indtil videre noteret for 34 kampe og seks mål i Aarhus-klubben.