Tømmerhandel skruer op for Sønderjyske-støtte
Med et nyt hovedsponsorat bliver virksomhedens engagement i klub og det tilhørende akademi øget, lyder det.
Davidsens Tømmerhandel styrker deres hovedsponsorat i Superliga-klubben Sønderjyske.
Det bekræfter den sønderjyske klub i en pressemeddelelse fredag formiddag. Det er en aftale, som træder i kraft den 1. juli.
Davidsens Tømrerhandel vil gerne være med til at sikre, at der for landsdelens skyld er et Superliga-hold i Haderslev.
Det fortæller den administrerende direktør i virksomheden, Henrik Clausen.
– Det er vigtigt, at vi virksomheder i Sønderjylland står sammen om vores fodboldhold, så vi sikrer et godt økonomisk fundament for klubben og dermed øget konkurrenceevne i Superligaen, siger han.
I seneste sæson – hvor der var NordicBet Liga-fodbold på programmet – var Davidsens sponsorplads flyttet ned på maven på den lyseblå spillertrøje.
Henrik Clausen fortæller, det var ekstraordinært, og at Davidsen Tømmerhandel-logoet i den nye sæson er tilbage på brystkassen som sædvanligt.