Indhenter Kjær: Eriksen tangerer flot rekord
Simon Kjær har ikke fået spilletid ved EM-slutrunden, og det har Eriksen udnyttet til at komme op på siden af forsvarsspilleren.
Christian Eriksen får ros fra flere kanter efter Danmark-England torsdag aften.
Og det er ikke det eneste, den danske Manchester United-spiller kan være stolt af. Med sin optræden i kampen tangerer fynboen Simon Kjærs rekord for flest landskampe for Danmark.
Kjær har indtil videre ikke fået spilletid ved slutrunden, og derfor har det været muligt for Eriksen at indhente den blonde forsvarsspiller. De har nu begge spillet 132 landskampe.
Christian Eriksen har gang i en flot slutrunde. I den første kamp mod Slovenien scorede han danskernes enlige mål – nummer 42 i rødt og hvidt – og blev kåret som kampens bedste spiller.
I torsdagens kamp mod England spillede den tidligere Tottenham-mand også en god kamp, og han får noget af æren for, at danskerne vandt midtbaneslaget.
Christian Eriksen kan måske tage landskampsrekorden helt for sig selv, når Danmark spiller den sidste gruppespils-kamp på tirsdag mod Serbien.