Danmark møder mors dreng: Lytter kun til mor
Danmarks anden kamp ved EM-slutrunden i Tyskland er imod England, og her møder de danske drenge en vaskeægte mors dreng, som kun lytter til det, som mutter siger.
Torsdag aften skal slaget stå.
Danmark tørner sammen med England, hvor der er revanche på spil efter det danske EM-exit i 2021.
Her kommer de danske drenge formentlig til at stå overfor Kyle Walker, som er en af de bærende kræfter i den engelske defensiv.
Og han får altså de fleste af sine råd fra sin mor.
– Jeg læser det slet ikke [hvad medierne skriver, red.]. Jeg føler, at alle kan spille fodbold, det er de sidste 10 procent, der kommer til at separere de rigtig gode spillere og de gennemsnitlige spillere.
– Hvis man hører noget udefra – om det er positivt eller negativt – så påvirker det folk forskelligt. Så jeg vil hellere lade være med at læse det.
– Jeg koncentrerer mig bare om, hvad træneren siger, men mest hvad min mor siger. Så jeg lytter mest til hende, og går udfra det hun siger, fortæller Kyle Walker med et smil på pressemødet onsdag inden braget torsdag.
Du kan se hele indslaget med Kyle Walker i videoen over artiklen.
Kyle Walker fik fuldtid, da England besejrede Serbien i sin første EM-kamp.
Du kan se torsdagens brag klokken 18:00, når kampen vises på TV2 og TV2 Play.