Medie: Kasseret Dortmund-stopper på vej til LaLiga
Borussia Dortmund kunne ikke længere bruge Mats Hummels, men det er der nu en nedrykningstruet LaLiga-klub, som kan – og de to parter er angiveligt i forhandlinger.
Mats Hummels er færdig i Borussia Dortmund.
Den rutinerede stopper havde ellers en stor andel i klubbens Champions League-kampagne, men det har ikke overbevist de ledende figurer hos Die Schwarzgelben.
Således lod klubben den EM-vragede tyskers kontrakt udløbe, og han er nu fri til at forhandle med en ny klub.
Det er han efter alt at dømme i fuld gang med.
Ifølge det spanske medie Diario de Mallorca, så er Mats Hummels nemlig på vej til den spanske ferieø Mallorca.
– Det handler bare om et par sidste detaljer, lyder det fra Hummels’ agent, Timo Boll, som ifølge mediet forklarer, at parterne har forhandlet mandag den 17. juni.
For at skifte til Mallorca ville det kræve, at den 35-årige tysker går markant ned i løn – hvilket han også er klar til.
– Han er ligeglad med pengene. Han vil bare gerne leve i fred, fortæller Timo Boll.
Mats Hummels nåede at spille 508 kampe for Borussia Dortmund, hvor han scorede 38 mål og stod for 23 oplæg som midtstopper.