Premier League

Højbjerg-agent om fremtiden: Der er mange forespørgsler

Tottenham-spilleren fokuserer nu og her fuldt ud på EM-slutrunden. Men bagefter skal de næste karriereskridt overvejes ifølge agenten.

Pierre Emile Højbjerg fik i en alder af 17 år tilbudt at spille for det franske U21-landshold, men danskeren valgte med hjertet.

I øjeblikket fokuserer Pierre Emile Højbjerg på Danmarks præstationer ved EM i Tyskland.

Men Tottenham-spilleren skal i løbet af sommeren også finde ud af, om karrieren skal fortsætte i London-klubben, når den nye klub-sæson sparkes i gang.

Og ifølge midtbanespillerens agent, Luca Puccinelli, er der kommet flere forespørgsler på danskeren. Det siger agenten ifølge den italienske journalist Fabrizio Romano.

– Jeg arbejder allerede på de mange forespørgsler, vi har fået. Men vi kigger først nærmere på dem og de forskellige muligheder efter EM-slutrunden, siger agenten.

Kasper Hjulmand skal dermed ikke være bange for, hvor midtbanemotorens fokus er til de kommende kampe i EM-gruppespillet.

Men på den bane, som er længere end den næste måneds slutrunde-fodbold, har Højbjerg store ambitioner, mener hans agent.

– Han fortæller mig hvert år, at han drømmer om at spille om trofæer, når sæsonen er ved at være slut. Han kan ikke lide ikke at spille for noget.

Selvom Luca Puccinelli ikke sort på hvidt siger, at Højbjergs tid i Tottenham er forbi, så lægger han alligevel en smule op til det.

– Lige nu giver hans tid med landsholdet ham roen tilbage. Og så er jeg sikker på, at uanset hvor han ender, så kommer de til at gøre et røverkøb, siger agenten.

Pierre Emile Højbjerg skiftede til Tottenham i 2020. Hans kontrakt løber til juni næste sommer.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P