
Eriksen var med i alt: Tangerer rekord fra EM 2012
Christian Eriksen var velspillende søndag aften, da Danmark skuffede mod Slovenien. Faktisk havde den 32-årige midtbanestyrmand en finger med i rekordmange danske muligheder, viser analyse.

Christian Eriksen lyste op i en stor dansk skuffelse.
Den 32-årige midtbanegeneral scorede det enlige danske mål i kampen mod Slovenien på en flot og indstuderet indkastkombination.
Samtidig stod han også bag en lang række skud og chanceskabende afleveringer. Faktisk i så høj grad, at han i 1-1 kampen mod Slovenien tangerer Mesut Özils præstation fra EM 2012. Det har statistikfirmaet Opta fundet frem til.
Opta skriver, at Christian Eriksen var direkte involveret i 12 scoringsforsøg for Danmark i kampen mod Slovenien.
Fem gange forsøgt Eriksen sig selv med en afslutning, mens han syv gange var oplægger på et målforsøg fra dansk side.
Det er mange gange – faktisk er det flest gange i en kamp siden Mesut Özil præsterede det samme for Tyskland ved EM 2012 i en kamp mod Grækenland.
Trods en særdeles chanceskabende Eriksen formåede Danmark som bekendt ikke at besejre Slovenien.
Opgøret endte uafgjort 1-1, og der resterer nu kun to kampe i det indledende gruppespil ved EM 2024.
Danmarks næste opgør ved slutrunden er mod England. Kampen fløjtes op den 20. juni klokken 18:00 og kan følges på TV2 og TV2 PLAY.
