Uhre-lynscoring var ikke nok mod Inter Miamis ni mand
Inter Miami løb med sejren i de døende minutter mod Philadelphia Union til trods for en tidlig scoring af Mikael Uhre og to røde kort.
Natten til søndag gik det løs i Major Soccer League i USA.
Her havde danske Mikael Uhre og Philadelphia Union besøg af Inter Miami, som dog ikke havde klubbens absolutte stjerne, Lionel Messi, med.
Alligevel var der ikke mangel på stjerner på holdkortet for Inter Miami, der havde det to tidligere FC Barcelona-profiler, Sergio Busquets og Jordi Alba med fra start.
Trods dette kunne Inter Miami ikke stille noget op, da danske Mikael Uhre blev sendt i dybden kort efter startfløjt. Han svigtede ikke, og så stod den 1-0 til Philadelphia Union efter tre minutters spil.
Mikael Uhre og co. formåede at holde stillingen frem til pausen, men kort efter anden halvleg var blevet fløjtet i gang fik Inter Miami udlignet. Julian Gressel flugtede bolden i kassen til 1-1.
Herfra gik det ellers løs – ikke med målene, men med kortene. Inter Miami fik to spillere udvist. Først David Ruiz, der fik sit andet gule kort, da han stoppede en kontra med ulovlige midler, og dernæst til Thomas Aviles, der sparkede bolden væk efter dommeren havde fløjtet, hvorfor han også modtog sit andet gule kort og røg i bad.
Det lignede i lang tid et 1-1-resultat, men Inter Miami endte alligevel med at løbe med det hele til sidst. På en kontra i slutminutterne viste Leonardo Afonso klassen, og gjorde det 2-1, hvilket blev kampens resultat.
Se alle kampens mål herunder
Philadelphia Union 1-0 Inter Miami (Mikael Uhre, 3′):
Philadelphia Union 1-1 Inter Miami (Julian Gressel, 47′):
Philadelphia Union 1-2 Inter Miami (Leonardo Afonso, 94′):