Oprykningen glippede i Aarhus: Kan kigge tilbage
Aarhus Fremad havde skæbnen helt og aldeles i egne hænder, men måtte efter en pointfattig sæsonafslutning nok en gang se oprykningen glippe.
Sidste år var det tæt på, men gik lige akkurat ikke.
I år var det endnu tættere på.
Således havde Aarhus Fremad med tre runder tilbage af 2. division et forspring på seks point ned til FC Roskilde. Alligevel endte det ikke med en oprykning.
Det gjorde det ikke, fordi man tabte tre kampe i streg.
Senest blev det lørdag til et 1-2-nederlag hjemme mod netop FC Roskilde, der med sejren tager sig af andenpladsen i landets tredjebedste række – ét point foran Aarhus Fremad.
Og den svier naturliglis en anelse på Riisvangen i Aarhus.
Det fortæller Aarhus Fremad-cheftræner Morten Dahm Kjærgaard, som egentlig ellers var fint tilfreds med lørdagens præstation, til campo.dk.
– Der er selvfølgelig en lang sæson og mange point, man kunne have hentet. Vi har været i en god position, og selvfølgelig kan man ikke lade være med at kigge tilbage på de point, vi ikke har fået i de sidste par kampe.
– Men jeg synes, at i dag (lørdag, red.) leverer vi det der skal til for at få minimum ét point, siger han.
Særligt gæsternes målmand, Marco Brylov, diskede op med en stor indsats, da FC Roskilde sikrede sig oprykning på Riisvangen.
– Brylov gjorde det godt derinde. Der skal jo mange forskellige ingredienser til for at opnå succes, og Roskilde havde mange af dem i dag.
Er du mest stolt eller skuffet over den her sæson lige nu?
– Lige nu er jeg skuffet over, at vi ikke rykker op. Jeg er skuffet over, at vi ikke tager den i dag. For jeg synes, at vi gjorde det, der skulle til i dag.
– Over hele sæsonen henter vi omkring to point i snit og det er flot. Det er svært at sige højt og tænke på lige nu, men det er jo sådan noget, man må hæfte sig ved, siger Morten Dahm Kjærgaard.
Morten Dahm Kjærgaard og resten af Aarhus Fremad må altså nu indstille sig på en tilværelse som 2. divisionsklub nok en gang i den kommende sæson, mens FC Roskilde derimod tager turen op i NordicBet Ligaen sammen med Esbjerg fB.