Vil ingen ende tage: Esbjerg henter forstærkning i AGF
Esbjerg fB fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson. Denne gang har klubben handlet ind på en højere hylde, nærmere bestemt i AGF.
Esbjerg fB er i fuld færd med at opruste frem mod den kommende sæson i NordicBet Ligaen.
Torsdag forlængede man aftalen med Jonas Mortensen, og tidligere lørdag forlængede man så aftalen med Mikail Maden.
Man er dog ikke færdige med oprustningen endnu.
Således har Esbjerg fB netop præsenteret Benjamin Hvidt som ny spiller i klubben.
Den 24-årige midtbanespiller er blevet hentet i AGF, hvor han var på kontrakt frem til sommeren 2025.
Han har skrevet under på en aftale af tre års varighed i EfB.
– I Benjamin Hvidt får vi en rigtig holdspiller og hårdtarbejdende type ind i truppen, som også har spillemæssige kvaliteter, der vil tilføje yderligere dynamik på vores hold.
– Samtidig har han virkelig gerne villet EfB og tilvalgt det projekt, som vi har sat i søen, så vi ser meget frem til at byde Benjamin velkommen i klubben, når vi tager hul på træningen frem mod den kommende sæson, siger EfB-cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen.
Det er første gang, at Benjamin Hvidt skal prøve kræfter med en anden klub end AGF.
Han står noteret for 51 kampe i 3F Superligaen i Aarhus-klubben, hvor han gennem hele sin karriere har kæmpet en hel del med skader.