Esbjerg bliver ved: Forlænger med midtbanespiller
Esbjerg fB fortsætter med at fremtidssikre sig med nogle af klubbens unge spillere. Denne gang er det Mikail Maden, der har sat pen til papir på en ny aftale.
Torsdag forlængede Esbjerg fB aftalen med forsvarsprofilen Jonas Mortensen.
Lørdag kan oprykkerne fra 2. division nu præsentere endnu en kontraktforlængelse.
Denne gang er det midtbanespilleren Mikail Maden, der har skrevet under på en ny aftale.
Parterne er blevet enige om en ny kontrakt frem til sommeren 2026.
Mikail Maden skrev så sent som i februar under på en aftale med EfB, men den var kun gældende for resten af sæsonen.
Siden er det blevet til 15 kampe og to scoringer for den 22-årige midtbanespiller, hvilket altså har kastet en ny kontrakt af sig.
Esbjerg fB spiller lørdag klokken 14.00 sæsonens sidste kamp.
Man er dog sikret oprykning som vinder af 2. division på forhånd.