Aarhus Fremad fik gummiben: FC Roskilde rykker op
Aarhus Fremad havde det hele i hænderne for få runder siden, men formåede at gøre oprykningen til NordicBet Ligaen lidt for spændende, og det skulle således afgøres i 2. Divisions sidste runde, om det var Aarhus Fremad eller FC Roskilde, der fulgte Esbjerg fB op i NordicBet Ligaen.
Av av av. Den så så sikker ud.
Efter 29 kampe lå Aarhus Fremad seks point foran FC Roskilde. De skulle altså blot bruge tre point mere og en bedre målscore i de tre sidste kampe for at sikre oprykning til NordicBet Ligaen. Men det lykkedes ikke.
Aarhus Fremad måtte nemlig lørdag se sig slået 1-2 af FC Roskilde, som dermed gik ét point over Aarhus Fremad og rykker op i NordicBet Ligaen.
Aarhus Fremad var ellers dominerende i anden halvleg, men FC Roskildes målmand hev flere store redninger frem. Fremad havde også et spark på stolpen, men ind ville bolden ikke.
Efter 78 minutter scorede FC Roskilde så et flot mål og bragte sig dermed i front, og det lykkedes altså ikke århusianerne at komme tilbage.
Kort før slutfløjt diskede Roskilde-keeperen atter op med to store redninger på stregen, og ved slutfløjt kunne gæsterne fra Sjælland derfor juble vildt.
I skarp kontrast smed hjemmeholdets spillere sig i græsset i en blanding af skuffelse og udmattelse.
Fløjten blev passet af dommer Jakob Kehlet, mens der var mødt omkring 2.500 tilskuere op for at overvære det, der ikke endte som en oprykningsfest for Aarhus Fremad.