Usædvanligt: FCK’s kvinder får egen spillertrøje
F.C. København og adidas indgår et samarbejde, hvor man sikrer klubbens kvindehold en spillertrøje, som ikke er magen til den man spiller i på herresiden.
For de fleste klubber er det nærtliggende, at både klubbens herre- og kvindehold spiller i ens spillersæt.
Sådan kommer det dog ikke til at være i F.C. København.
Klubben oplyser således fredag morgen, at man har indgået en ny aftale med adidas, som sikrer klubbens kommende kvindehold sin egen spilletrøje.
Selv kalder F.C. København det for ‘ganske usædvanligt’, at kvinderne ikke skal spille i samme trøje som klubbens herrehold.
– Vi er meget glade for den nye aftale og adidas’ opbakning til kvindefodbolden. Aftalen bidrager til, at F.C. Københavns kvindehold får den bedste tænkelige start med et stærkt brand i ryggen.
– Igen kan vi konstatere, at vi er meget attraktive for store internationale brands at samarbejde med, og vi glæder os over, at adidas – ligesom vi – ser store muligheder i kvindefodbolden i København.
– Vi har et stort ønske om at favne bredt og tilbyde alle muligheden for at iklæde sig det F.C. Københavnske logo på forskellig vis. Vi skal være relevante for enhver, og med den her aftale kommer vi det et stort skridt nærmere, siger F.C. Københavns kommercielle direktør, Mikkel Grove Lindsted.
Aftalen løber frem til sommeren 2028 og gælder både spilletøj, træningstøj og leisure wear. Den nye spilletrøje bliver præsenteret i løbet af sommeren.
FCK’s kvindehold skal i kamp for første gang på den anden side af sommerferien.