Tysk bombe: Terzic færdig i Dortmund
Cheftræner Edin Terzić forlader Borussia Dortmund efter selv at have anmodet om at blive opsagt.
For kort tiden siden skrev Sky Sports, at Edin Terzić havde tilbudt den sportslige ledelse i Dortmund at forlade sit job som klubbens cheftræner.
Nu bekræfter den tyske storklub rygterne.
Borussia Dortmund oplyser således på det sociale medie X, at Edin Terzić forlader klubben.
Klubben skriver videre, at det er den 41-årige tysk-kroater selv, der har anmodet om at blive opsagt.
Det har klubben valgt at imødekomme.
Edin Terzić nåede to og et halvt år som cheftræner i Dortmund.
Det har blandt andet kastet en pokaltitel, en andenplads i Bundesligaen og senest en Champions League-finale af sig.