
Officielt: West Ham henter brasiliansk stjernefrø
West Ham har sikret sig blot 18-årige Luis Guilherme, der skifter til klubben fra brasilianske Palmeiras.

Det er et stort skifte for begge parter.
West Ham oplyser torsdag eftermiddag, at man har hentet purunge Luis Guilherme.
Den 18-årige offensivspiller skifter til klubben fra brasilianske Palmeiras i hjemlandet.
Ifølge BBC betaler West Ham 30 millioner euro for den unge brasilianer.
Dermed er han klubbens niendedyreste transfer nogensinde.
Det skal samtidig ses i lyset af, at West Ham traditionelt set ikke er kendt for at satse synderligt meget på talenter, men i stedet plejer at købe spillere, der er Premier League-klar.
Luis Guilherme står i denne sæson noteret for fem kampe og en enkelt assist i den bedste brasilianske række.
Han har fem kampe for det brasilianske U20-landshold under bæltet.
Skiftet træder i kraft fredag den 14. juni, hvor transfervinduet officielt åbnes i England.
Han er blevet udstyret med en aftale af fem års varighed.